DTL: Road-pricing risikerer stadigvæk at drukne i administration

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen mener ifølge Berlingske Transport, at det vigtigt, at Danmark ikke begynder med roadpricing for hverken last- eller personbiler, før det er teknisk forsvarligt.

Arkivfoto: Toll Collect

”Vi vil ikke - som med IC4-togene - være prøveklude. Et system skal være afprøvet i udlandet først, og så skal det være til at betale”, udtaler venstre-ordføreren til avisen.

DTL er helt enig i denne vurdering, for lastbilerne har siden 2005 været prøveklud først og fremmest i Tyskland, og de indledende erfaringer med den såkaldte ”maut” har ikke været uden omkostninger for branchen.

”DTL var ikke tilhængere af Mauten fra starten af – og er aldrig blevet det. Det er først og fremmest en meget dyr måde at opkræve skat på, og det er stadig bøvlet at få monteret en OBU (On Board Unit, red.) i lastbilen, da det kræver besøg på et autoriseret værksted”, udtaler DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm.

Bøvl i Tjekkiet
Nu forlyder det så fra tjekkisk presse, at den tjekkiske regering har store problemer med deres efter planerne enkle road-pricing system for lastbiler med en brobizz-lignende opkrævningsboks i førerhuset fremstillet af det østrigske firma Kapsch og anvendt i Tjekkiet siden 2007.

Næsten 50 procent af afgiftsopkrævningen er blevet spist op af administrationsomkostninger hos Kapsch, og udbyttet for myndighederne nærmer sig sølle 20 procent. Samtidig har selve administrationen af efteropkrævninger hos dem, der ikke betaler, kostet to tredjedele af det forventede provenu, fremgår det af en artikel på Radio Praha’s hjemmeside. 

Det er ifølge Ove Holm en interessant oplysning, for det afslører, at den enkle og indbringende road-pricing løsning ikke ligger lige for, hvis brugerne af vejene ikke skal se deres penge gå til offentlig administration. Han peger dog på, at de store tekniske problemer, som vognmændene oplevede i starten i Tyskland nu er løst, og at den tyske Maut rent teknisk fungerer.

Afgift gør fattig
”Men hvis vi ønsker vækst og beskæftigelse i Danmark, er øgede omkostninger på erhvervslivet ikke vejen frem. Særligt hårdt ramt bliver udkantsområder, og det illustreres jo meget godt gennem den nye politiske beslutning på at reducere færgetaksternefor godstransporter med 80 pct., hvor man netop går den modsatte vej.

Helt galt er det, hvis opkrævningsomkostningerne bliver for store, altså hvis det kommer til at koste fx 20 øre at opkræve en krone. Det er alt, alt for dyrt og gør os fattigere”, siger Ove Holm og peger samtidig på en nødvendig debat om den stigende trængsel på vejene:  

”Hvis man politisk ønsker reduktion af trængslen i trafikken – og det synes DTL kunne være et meget interessant mål – så er der ingen tvivl om, at personbilerne må omfattes af en afgift, som passende kunne finansiere en nedsættelse af den tårnhøje registreringsafgift.”