DTL med på Transport Øst

Når udstillingen Transport Øst gennemføres i weekenden 6.- 7. september hos Mercedes-Benz i Ventrupparken i Greve, er DTL-Danske Vognmænd atter med.

Foto: Danske Transport Medier

Det er på en fælles stand med TungVognsSpecialisten, Codan og SOS Dansk Autohjælp. Her vil også medlemmer fra de sjællandske vognmandsforeninger fortælle publikum og ikke-organiserede vognmænd om fordelene ved at være ”inde i varmen” hos DTL-Danske Vognmænd.

Der vil være gode muligheder for at få en snak med kolleger og rådgivere om den bedst mulige udnyttelse af de nye vægtgrænser i forskellige kombinationer – og hvis man er i tvivl om noget, så vil DTL-Danske Vognmænds konsulenter kunne give svar.

Som noget helt nyt har DTL-Danske Vognmænd Region Øst lige ISO-certificeret en mindre vognmand fra Snertinge efter ISO 9001 (kvalitet) og ISO 14001 (miljø) standarderne. Interesserede kan komme på DTL-Danske Vognmænds stand og høre mere om, hvor overkommeligt, det faktisk er som lille vognmand at få disse certificeringer med hjælp fra Region Øst i samarbejde med rådgivningsvirksomheden Process Manager.

Søndag kl. 13 på DTL-Danske Vognmænds stand vil adm. direktør Erik Østergaard fortælle om branchens situation. På standen vil man også kunne studere et modulvogntog fra Palles Fragt A/S i Næstved, mens man indtager en grillpølse eller to.

Lastbilerne sætter publikums forventninger højt, og de fleste af de store lastbilmærker har meldt deres ankomst på udstillingen. Men der bliver så sandelig også mulighed for at komme i snak med udbydere af kraner, trailere, og opbyggere. Samtidig er der masser af tilbehør og mulighed for en snak med de lokale uddannelsessteder.

»Transport Øst, som vi arrangerede første gang i Greve i 2009, har bidt sig fast som Sjællands transportmesse, og vi er glade for udstillernes opbakning til det årlige samlingspunkt for transportbranchen øst for Storebælt,« siger direktør Bjarne Routhe fra Danske Transport Medier, der står bag udstillingen.

Transport Øst finder sted i Ventrupparken 12 i Greve 6.-7. september.
Åbningstiderne er lørdag 10-17 og søndag 10-15. Entré 50,-, børn under 12 er gratis. Fribilletter fås hos udstillerne eller kan printes fra transportøst.dk. Der er gratis parkering lige ved området.