Danmarks største trafiksikkerhedskampagne kommer til Egeskov Slot

I morgen lørdag den 2. august deltager Danmarks største trafiksikkerhedskampagne, Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, på den årlige Falck-dag på Egeskov Slot på Fyn.

Kampagnen på Egeskov i 2013. Foto: Claus Tjerrild

Kampagnen henvender sig til børn op til 12 år. Fokus er placering og synlighed som cyklist, hvilket kan hjælpe chauffører med at passe på børnene i trafikken.

Begivenheden markerer afslutningen på kampagnens 11. sæson, hvor man siden starten den 22. april i år primært har besøgt skoler i Østjylland syd for Limfjorden til Horsens i perioden frem til skolernes sommerferie.

Der har i år været tilmeldt knap 50 skoler, og der har været undervist i ca. 180 klasser. I juni måned var kampagnen til stede på et Fars Dag arrangementet på Teknisk Museum i Helsingør med stor succes og over 600 børn ved lastbilerne.

 Ca. 85.000 elever har nu gennem årene modtaget undervisningen, som er et rent privat initiativ af en partnergruppe bestående af vognmandsorganisationen DTL, fagforbundet 3F's Transportgruppe, energiselskabet OK, Danske Fragtmænd, Volvo Lastbiler, Børneulykkesfonden og Codan Skadesstop.

De håber, at kampagnen kan være med til at etablere en bedre og mere hensigtsmæssig trafikadfærd og dermed reducere antallet af ulykker, hvor lastbiler er involveret.

Børnene lærer, at de som cyklister og gående skal være meget opmærksomme og have en sund respekt, når en lastbil skal til højre eller bakker: Der er blinde vinkler omkring lastbilen, og chaufføren kan kun orientere sig i ét spejl ad gangen.

Kampagnen bruger budskabet: ”Hjælp chaufføren med at passe på dig i trafikken – bliv set.” Og det sker netop ved, at man som cyklist holder sig væk fra risikozonen, når man skal ligeud, og lastbilen skal til højre. Samtidig opfordrer kampagnen til, at man som cyklist anvender en refleksvest eller bruger overtøj i pangfarver.

Siden 2003 er 256 mennesker kommet til skade i forbindelse med højresvingsulykker, hvor lastbiler har været involveret, og heraf var ca. 25 pct. med dødelig udgang.

De fatale ulykker har i en årrække været for nedadgående, men i 2013 skete der en kedelig stigning, hvor 7 personer omkom. Det understreger vigtigheden af denne kampagne og andre gode initiativer.

 Se film fra åbningsarrangementet i foråret her.

Yderligere oplysninger om kampagnen og arrangementet kan fås hos:

Kampagneleder Claus Tjerrild på tlf. +45 25 36 97 80