TIR løsning i Rusland synes på vej

Efter heftige forhandlinger mellem EU's delegation i Rusland og de russiske myndigheder ser der ud til at være en løsning på vej for den fastlåste TIR situation.

DTL erfarer at de russiske planer om at suspendere TIR konventionen er udskudt i denne omgang – foreløbig til juni 2014.

Rusland har ellers varslet opsigelse af aftalen med den nationale TIR garantiorganisation ASMAP, der skal træde i kraft den 1. december.

Indtil i dag har det således svirret med rygter om, at russerne i denne weekend ville tilsidesætte konventionen – til stor gene for et utal af vognmænd, der ville kunne imødese endeløse køer ved grænserne.

Den akutte trussel er, så vidt DTL erfarer, nu afblæst. Ifølge forlydender vil russerne allerede i dag eller en af de nærmeste dage bekræfte dette.

Flere kilder peger på, at de russiske myndigheder fortsat har fokus på TIR konventionen, men at en eventuel suspension tidligst bliver til juni 2014.