Ny skat må ikke kvæle danske vognmænd

Bølgerne går højt om den ny skat på arbejdsudleje. På forsiden af dagens udgave af Børsen og i flere udmeldinger udlægges skatten som gift for danske vognmænd, der må se de udenlandske vognmænd køre med godset, fordi skattereglen kun gælder i Danmark.

Arkivfoto: Per Daugaard

DTLs underdirektør Ove Holm er helt enig i, at skattereglen ikke må blive et administrativt helvede for danske vognmænd. For selv om hensigten er at bekæmpe sort arbejde, unfair konkurrence og social dumping, må det ikke ende med, at operationen og medicinen slår patienten ihjel.

”Ingen har ved tilblivelsen af reglen – der fejlagtigt er blevet kaldt en hovsa-lov – gennemskuet, hvilke administrative konsekvenser, lovstramningen af arbejdsudlejereglerne tilbage i 2012 ville medføre. Reglerne har først og fremmest haft sigte på bygge- og anlægssektoren, og i forbindelsen med høringen af lovforslaget i 2012 var der ingen indvendinger uden for byggeriets rækker”, siger Ove Holm.

Nu hvor SKATs praksis er kommet frem – med ganske uheldige konsekvenser for transportvirksomhederne, er der til gengæld kommet godt gang i meningstilkendegivelserne.

Diskuteres fredag i skattekontaktudvalg
Han ser frem til, at sagen bliver drøftet i Skatteministeriets nye skattekontaktudvalg på et møde i morgen, fredag 7. juni, hvor DTL deltager. Sagen er sat på dagsordenen.

Ove Holm peger på, at som DTL læser den skærpede praksis for arbejdsudleje, så vil danske vognmandsvirksomheder risikere ikke blot at kunne blive stillet ringere end udenlandske vognmandsvirksomheder men også af danske speditionsvirksomheder. »Det skal vi have afklaret med SKAT. Bekæmpelse af unfair konkurrencen må ikke blive til en ny klods om benet for danske vognmandsvirksomheder,” som han siger.

Ove Holm understreger, at den politiske ambition om at bekæmpe sort arbejde, unfair konkurrence og social dumping bør anerkendes, men at den praksis, som SKAT nu har lagt for dagen, har nogle bivirkninger, som kan risikere at undergrave de gode hensigter:

”I en anden lovgivning, der skal hindre ulige konkurrence og social dumping – nemlig den skattefri rejsegodtgørelse – har man ligeledes ramt vognmandserhvervet i den ”gode sags” tjeneste. Først blev der indført et loft på 50.000 kr., som siden blev sænket til 25.000 kr. Det har forringet danske selvkørende vognmænds konkurrenceevne”.

Kort om arbejdsudlejeskatten
Får en virksomhed udført opgaver af lejet udenlandsk arbejdskraft, eller samarbejder den med udenlandske firmaer, er der stor sandsynlighed for, at virksomheden skal tilbageholde og indbetale den nye arbejdsudlejeskat. Skatten er på otte procent i arbejdsmarkedsbidrag og 30 procent i indkomstskat.