DTL lægger til kaj på Folkemødet

Fra et sejlskib centralt placeret i Allinge Havn på Bornholm vil DTL i denne uge kippe med flaget for vognmandserhvervet på landets tredje Folkemøde, som sidste år rundede over 30.000 gæster.

Adm. direktør Erik Østergaard, erhvervspolitisk chef Ove Holm og kommunikationschef Søren Lauridsen vil bogstavelig talt gå om bord i den politiske debat fra den 13. til den 16. juni.

”Vi har valgt at deltage på folkemødet, fordi der her er mulighed for at komme tæt på politikere og organisationer, så vi under mere uformelle former kan levere vores budskaber”, siger Erik Østergaard. Han er godt tilfreds med, at DTL med sin bådplacering i havnen har fået noget nær den mest centrale plads på folkemødet, der i år forventes at fordoble antallet af gæster, herunder et hav af politikere.

Begivenheden, der første gang blev holdt i 2011, skaber en anderledes ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt.

De fire dage byder på et utal af debatmøder og arrangementer, hvor DTL-folkene vil være aktive for vognmændenes sag. Torsdag er der debat om trængsel i Danmark, hvor DTL deltager sammen med Dansk Erhverv, Landbrug & Fødevarer og tænketanken Concito. Fredag er der cabotagedebat med Europa-parlamentarikeren Ole Christensen og 3F. Lørdag er der molefræs med modellastbiler sammen med transportordførerne.

”Ind imellem arrangementerne vil DTL holde frokostmøder på sejlbåden for at skabe varige netværksrelationer til politikere og relevante samarbejdspartnere”, oplyser Erik Østergaard.

DTL-medlemmer er også velkomne til at kigge forbi DTLs båd og få en snak og en forfriskning.