DTL går i samarbejde om godsportal

DTL har indgået et samarbejde med et af sine medlemmer om en web-baseret godsportal. Udviklingsselskabet Wuxus i Køge – der også er medlem af DTL – vil nemlig gennem Tungvognsspecialisten tilbyde DTLs øvrige medlemmer adgang til en hjemmeside, der giver et her-og-nu overblik over, hvor lastbiler med plads på ladet befinder sig, og hvor de er på vej hen.

Adm. direktører Karsten Kjær, Wuxus, og Carl Peter Frederiksen, Tungvognssspecialisten, skærer kagen for ved lanceringen af samarbejdet om ny godsportal. Foto: Per Daugaard

Mulighed for bedre bundlinje ”Der vil med denne platform for kapacitetsudnyttelse helt sikkert være et grundlag for, at DTL medlemmer nemt, simpelt og til en meget fordelagtig pris vil kunne få en bedre indtjening og dermed en bedre bundlinje”, siger adm. direktør Carl Peter Frederiksen fra Tungvognsspecialisten, der sammen med Wuxus stod for lanceringen af samarbejdet på DTLs stand på Transport 2013 i Herning.

Last- og varebilerne kan følges på computeren med markeringer af, om de er fuldt læsset eller kører med ledig plads. Vognmændenes kunder vil selv kunne slå op og se, om der er ledige biler i nærheden, og om de skal den rigtige vej. Samtidig får kunden kontaktdata på lastbilens vognmand og kan træffe aftale om pris med mere.

DTLs medlemmer vil kunne få adgang til ”Wuxus Traffic”, hvor man får et øjebliksbillede af, hvor de tilknyttede last- og varebiler befinder sig. Så kan man hurtigt finde den bil, der passer til opgaven, klikke på et grønt ikon og få pågældende vognmands kontaktoplysninger.

Virker over hele landet ”Den enkelte vognmand har sit eget fortrolige skærmbillede med diverse data om transporterne, som også kendes fra flådestyringssystemerne. Men systemet er så simpelt og nemt, at det kan anvendes med det samme af selv de mest travle vognmænd. Særligt de selvkørende vognmænd kan få glæde af at koble sig på”, udtaler adm. direktør Karsten Kjær fra Wuxus.

Han anser samarbejdet med en organisation som DTL for en blåstempling af systemets levedygtighed i en bredere kreds:

”Med DTLs berøringsflade til vognmændene kan vi komme vidt omkring. Den kritiske masse og dermed vores mål for systemets succes er 800 tilsluttede biler. For tiden er systemet meget brugt i området omkring Storkøbenhavn, men med DTL samarbejdet håber vi på at få udbredt det over hele landet. Det vil også kunne holde en del af cabotagekørslen på danske hænder med det større overblik”, fastslår Karsten Kjær.

Hør nærmere om godsportal systemet på DTLs stand i hal J1 på transportmessen i Herning.