DTL støtter V stop for lastbilafgifter

DTL bakker op om Venstres meldinger i dag i Jyllands-Posten om at skrinlægge de planlagte afgifter på lastbilkørsel fra 2015.

”Det er det eneste rigtige at gøre – ikke blot af hensyn til dansk transporterhverv men af hensyn til dansk konkurrenceevne som helhed, den regionale erhvervsudvikling og bevarelse af danske arbejdspladser. Det smider en redningskrans ud til beskæftigelsen, hvis der en gang for alle gøres op med afgiftsåget på danske erhvervsvirksomheder gennem en lastbilafgift”, siger DTLs direktør Erik Østergaard i en kommentar til partiet Venstres ønske om at lægge lastbilafgiften død.

DTL har tidligere har påvist, at de 2,8 milliarder kroner, som lastbilafgifterne skal indbringe årligt, kun øger omkostningerne hos virksomhederne og i kommunerne.

Erik Østergaard: ”Som bekendt er der i sidste ende kun transportkunderne til at betale regningen. For industrivirksomhederne og landbruget, der er helt afhængige af transport, betyder det en svækket international konkurrenceevne. Desuden vil afgifterne ramme hårdt i Udkantsdanmark, hvor lastbilerne skal køre langt for at nå frem til kunderne”.

Den kommende kørselsafgift skulle efter planerne i gennemsnit komme til at koste 1,50 kr. pr. kilometer. Erik Østergaard peger på, at selv en lastbil, der blot kører 20.000 km årligt på det afgiftsbelagte vejnet, kommer til at betale tre gange mere, nemlig 30.000 kr. årligt, og en lastbil, der kører 100.000 km ryger helt op på 150.000 kr. årligt – eller 16 gange mere, hvis afgiften blev en realitet. ”Den udgift ryger ned igennem systemet, og i sidste ende er det blot endnu en skat, der skal bæres af danske forbrugere”.