DTL: Godt startskud på klimapartnerskab

DTL - Danske Vognmænds administrerende direktør Erik Østergaard deltog i dag i det indledende møde om erhvervslivets klimapartnerskaber på Marienborg. Dermed har statsminister Mette Frederiksen afgivet startskuddet på arbejdet med at løse klimaudfordringerne.

DTL direktør Erik Østergaard flankeret af statsminister Mette Frederiksen (S) og transportminister Benny Engelbrecht (S) på dagens klimamøde på Marienborg. Foto: DTL

Vidt forskellige brancher og både erhvervsfolk, organisationsfolk og embedsmænd var her til eftermiddag samlet på Marienborg nord for København. DTL-bossen Erik Østergaard sidder med for transporterhvervet og ser frem til samarbejdet.

- Regeringen og dens støttepartier har lagt et meget højt ambitionsniveau for Danmarks klimatilpasning og reduktion i CO2-udslip for de nærmeste år. Ingen dele af det danske samfund kommer til at gå fri, og det er helt naturligt, at vi, både som samfund og som erhvervsgruppe, må bidrage til at finde de bedste og mest effektive løsninger. Dét arbejde glæder jeg mig til at være en del af, siger Erik Østergaard.

- DTL har stået forrest i kampen mod social dumping. Den problemstilling hænger også nøje sammen med klimaspørgsmålet, så mit bud til politikerne vil være, at vi skal undgå klimainitiativer, der svækker danske vognmænd i den internationale konkurrence på transportområdet. For hvis mere godskørsel overtages af udenlandske biler, vil det være både et erhvervspolitisk og klimamæssigt selvmål. Den danske lastbilflåde er generelt langt over niveau sammenlignet med de biler, lavtlønschaufførerne ofte kører i. Den forskel vil det tage mange år at udligne.

Godstransporten er nerven

Helt tilbage fra 2009 og klimatopmødet COP15 i Danmark har DTL bidraget til sætte klimaet på dagsordenen i godstransporten og forsøgt at rette den politiske opmærksomhed mod de farbare løsninger. At DTL er inviteret til at deltage i klimapartnerskabet ser Erik Østergaard således heller ikke som en tilfældighed.

- Godstransporten er samlet set ikke en lavthængende frugt med nemme og hurtige klimagevinster at hente. Det kræver teknologi i bilerne, teknologi og udvikling af brændstofferne og tilgængelighed af fremtidens brændstoffer, for at flytte vindmøllevinger eller borehoveder til Metro-byggeri osv. Det forstår enhver. Men det samme gælder også de enorme mængder byggematerialer til byggeriet i byerne, enorme mængder fødevarer ind, affald ud o.s.v. Det er komplekst, og det er omfattende, fordi godstransporten på mange måder er nerven bag den måde, vi har valgt at indrette det moderne samfund på. Jeg ser meget frem til at bidrage konstruktivt til løsningerne.

DTL var før folketingsvalget ude med en stribe bud på, hvad godstransporterhvervet kan bidrage med - i samspil med politikerne og samfundsdispositionerne, herunder bl.a. en opfordring til at regeringen laver et klimatjek af skatte- og afgiftssystemet, øget investeringsstøtte til fremstilling og udvikling af alternative brændstoffer, sikring af infrastruktur og tilgængelighed til alternative brændstoffer, økonomisk tilskyndelse til køb af fossilfri lastbiler, højere vægtgrænser og større længder for lastbiler, prioritering af energiformerne til der, hvor de gør størst nytte, sikre fair klimavilkår mellem danske og udenlandske transportører – samme krav til udenlandske biler, også ved kombitransport - samt ikke mindst en offentlig indkøbspolitik, der går forrest i klimatilpasning.

- Det offentlige er jo en gigant i indkøbene i Danmark. De løsninger, som det offentlige vælger at satse på, hvad enten det er kommunale lastbiler eller den ene eller anden type af brændstof, vil få afgørende betydning for tilgængeligheden og infrastrukturen også for de private vognmænd. Hvis en vognmand bruger 10 millioner på nye klimavenlige biler, og det et år senere viser sig, at der alligevel ingen reelle brændstofmuligheder kommer i Danmark i forhold til netop dén teknologi, så er det ikke alene en økonomisk katastrofe for vognmanden. Det er faktisk også klimapolitisk hul i hovedet. Det gælder om, at vi bruger det rigtige udstyr, laver de rigtige investeringer o.s.v. For alle fejlene, vi kan begå i processen, er også selvstændigt klimabelastende og bringer os ikke nærmere løsningen af den udfordring, vi har sat os selv.