DTL til møde med transportkommissæren om rastepladser

DTL-Danske Vognmænds administrerende direktør, Erik Østergaard, var her til eftermiddag til møde med Transportkommissær Violeta Bulc om sikre og komfortable overnatningsmuligheder for chauffører. Ikke kun Danmark slås med problemer.

Erik Østergaard og Violeta Bulc under afslappede former ved mødet om rastepladser. Foto: DTL

Både arbejdsgiver- og lønmodtagerside er gået sammen om at finde holdbare løsninger på overnatningsproblemerne for chaufførerne over hele Europa. Dårlige faciliteter, alt for få pladser og tyverier hører til hverdagen for mange af Europas chauffører, når de holder deres lovpligtige hvil på rastepladserne. En samlet branche forsøger nu at få politisk ørenlyd for forholdene. DTLs Erik Østergaard deltog som delegationsleder fra IRU i egenskab af vicepræsident i IRU’s CLTM kommitee.

-Problemerne med for få og mangelfulde rastepladser er ikke kun et problem i Danmark. Mange steder fungerer rastepladserne som hjem for chauffører i lange perioder, siger Erik Østergaard.

-Jeg fik lejlighed til at vende de særlige danske udfordringer med Transportkommissær Violeta Bulc i forbindelse med dagens møde. Vi har store kapacitetsproblemer på de danske rastepladser.

-Det er ikke rimeligt, at de mennesker, der transporterer vores varer og værdier, skal have så ringe forhold, og ikke sjældent står mellem valget mellem ulovlige parkeringer eller brud på køre- og hviletidsreglerne, slutter Erik Østergaard.

Delegationen fra IRU overbragte sammen med det europæiske transportarbejderforbund ETF en fælles erklæring til kommissæren om problemerne.