DTL: Stribe af forslag mod social dumping er serveret på et sølvfad

En stribe forslag mod social dumping sparkes nu ind i valgkampen af Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. DTL – Danske Vognmænd mener, at der er serveret på et sølvfad for en kommende regering, og at det bør kunne resultere i en bred aftale på området.

Foto: Niels Møller Madsen

To dage før valget til Europa-Parlamentet blæser to af Folketingets p.t. største partier for alvor til kamp mod social dumping med forslag til helt konkrete, nationale tiltag, der skal sikre det danske arbejdsmarked og danske virksomheder mod de negative følger af arbejdskraftens fri bevægelighed.

DTLs adm. direktør Erik Østergaard. –Udspillene fra DF og S både topper og supplerer Venstres tidligere udmeldinger i valgkampen om aktivt at komme social dumping til livs. Regeringen udkom også kort før valgets udskrivelse et interessant udspil med 63 punkter til social dumping bredt set. Jeg har stor forståelse for, at man ikke blot vil sidde på hænderne og vente på, at EU får snøvlet sig færdig om en årrække –  eller måske helt dropper at gøre noget ved den fri bevægeligheds uheldige sider. Forslagene ligger på et sølvfad, lige til at plukke.

29 punkter fra DF

Dansk Folkeparti udruller hele 29 punkter, der skal komme unfair konkurrence til livs på transportmarkedet. Partiet mener, at de elementer, der i øjeblikket ligger på bordet i Bruxelles i værste fald er helt utilstrækkelige og i bedste fald har lange udsigter for at blive til noget.

I kataloget fra DF indgår bl.a. stop for udstationering: Alle, der arbejder i et andet medlemsland, skal gøre det på danske løn og arbejdsvilkår. Det gælder også pension og lokalaftaler. DF sætter også stop for cabotagekørsel: Al indenlandsk transport skal foretages på danske løn- og arbejdsvilkår. Samtlige chauffører skal RUT-registreres, og vogntog skal kunne klampes ved ulovligheder. Desuden skal der etableres permanent nummerpladescanning ved samtlige danske grænseovergange og ved centrale trafikknudepunkter.

S vil skærpe godskørselsloven

Socialdemokratiet lægger fra kaj med udmeldinger om skærpede regler og øget kontrol på transportområdet. For at sikre ordnede forhold for udenlandske chauffører, der kører cabotage i Danmark, skal godskørselsloven skærpes og udvides, så udenlandske vognmænd bliver omfattet af kravet om, at niveauet i gældende danske kollektive overenskomster skal følges. Her er S helt på linje med DF i sagen om den meget omtalte Nortra dom fra 2015, som åbnede en ladeport for indgåelse af overenskomster. Desuden kræver S styrket myndighedskontrol og en permanent bevilling på 250 mio. kr. årligt til indsatsen mod social dumping og illegal arbejdskraft.

Erik Østergaard: -Der må nu være tilstrækkeligt med muligheder for en ny regering at indgå en bred aftale på området baseret på helt konkrete tiltag. Uanset hvilken regering, der må blive dannet, vil den enten være ledet eller være under indflydelse af V, S eller DF. Så det må også forventes, at en ny regering gør alvor af bekæmpelsen af social dumping og anvender egnede tiltag, som de nu er konkretiseret af DF og S. Vi afventer spændte et resultat i næste folketingssamling og stiller os i øvrigt til rådighed for det videre arbejde.

DF forslagene kan læses her

S forslagene kan læses her