Stigende trængsel giver kommunale flaskehalse

De forestående forhandlinger om kommunernes økonomi i 2020 bør indtænke bekæmpelse af trængslen på de kommunale veje, der følger af stigningen i biltrafikken, mener DTL.

Foto: Niels Møller Madsen

De fleste bilister og chauffører kender til det. Stadig tidligere på dagen begynder trafikken at klumpe, og det tager længere og længere tid at komme frem. Og det er ikke kun en fornemmelse. De tørre tal taler de­res tydelige sprog: Trafikken bare stiger og stiger. På hele vejnettet, men i særdeleshed på de kommunale veje i de store byer.

Vejdirektoratet har regnet på, hvor meget trængslen betyder i daglige forsinkelser. I hovedstadsområdet, hvor trængslen er størst, koster forsinkelserne hver dag 140.000 timer og i landet som helhed 335.000 timer.

Det er især i og omkring de større byer, at forsinkelserne som følge af trængslen finder sted, viser Vejdirektoratets opgørelse. Og trængslen koster dyrt for samfundet. I alt 24 milliarder kroner svarende til 60.000 fuldtidsjob. Om året. Ifølge direktoratets be­regninger koster trængslen vare-, lastbil- og erhvervstrafikken tilsammen 13 milliarder årligt. Beregningerne blev foretaget i 2016, og siden er trafikken ikke faldet. Tværti­mod.

DTL’s adm. direktør Erik Østergaard opfor­drer en kommende ny regering til at tage trængslen alvorligt i økonomiforhandlin­gerne for næste år. Eventuelt ved at hæve anlægsloftet, så der kan ske den fornødne udbygning af de kommunale veje herun­der omfartsveje, der bringer trafikken til og fra det statslige vejnet.

Læs hele historien i det nye nummer af DTL Magasinet