Her dyster chaufførerne i klimavenlig kørsel

Aalborg Vognmandsforretning A/S (AVAS) har sparet mere end 15 procent på forbruget af brændstof pr. kilometer fra 2015 til 2018. Redskaberne har bl.a. været flådestyring, uddannelse af chauffører og intern konkurrence.

Miløkoordinator Helle Holm fra Aalborg Vognmandsforreting A/S. Foto: Niels Møller Madsen.

Hvem har ikke lyst til at være nr. 1? Konkurrence mellem chauffører og lønbonus er et par af de greb, som Aalborg Vognmandsforretning A/S (AVAS) bruger for at formindske virksomhedens brændstofforbrug og dermed aftryk på miljø og klima.

Om årsagen er konkurrencen, udsigten til mere i løn, undervis­ning, den intense overvågning af medarbejdernes kørestil eller en kombination af det hele er ikke til at sige, men siden 2015 er det lykkedes at spare mere end 15 procent på virksomhedens brændstofforbrug pr. kørt kilometer. Og det er ikke så lidt i en virksomhed med 85 biler. Til gavn for bundlinje og ikke mindst for miljøet.

Miljøkoordinator hos AVAS Helle Holm:

- Først var chaufførerne ikke så begejstrede for at skulle konkurrere. Og i starten lå de samme i toppen af listen. Men i dag er de fleste med på legen, og de, som ligger bedst, skif­ter fra måned til måned. Der er stor konkurrence om at ligge i toppen.

Med til historien om listen og måske chaufførernes engagement hører også, at de bliver kontant be­lønnet, hvis de kører skånsomt. Jo pænere de kører, jo større en bonus får de, fortæller hun og viser listen på sin iPad.

Generelt er man opmærksom på energiforbruget i virksomheden, fx slukker og tænder lyset på hoved­kontoret i Nørresundby afhængig af, om der er mennesker eller ej. Men i en vognmandsforretning er brændstofforbruget til bilerne den altdominerende energisluger.

Læs hele historien i det nye nummer af DTL Magasinet