Lærlinge-roadshow forlænges til 2022

Job i transports roadshow har været så stor en succes, at det er besluttet at forlænge showet med tre år, skriver DTL Magasinet.

Foto: Claus Perregaard

Job i transports roadshow, hvor branchens store undervisningstruck besøger skoler landet over, har været så stor en succes, at showet nu bliver forlænget til 2022.

Det oplyser Magnus Købke fra Transportens Udviklingsfond til DTL Magasinet.

- Forlængelsen skyldes jo, at de mange skolebesøg har været en ubetinget succes. Vi kan fremvise en stigning i søgningen til grundforløbene til transportuddannelserne på ti procent, siden vi begyndte kampagnen i 2016. En god del af den stigning er vi ikke bange for at tage æren for, siger han med henvisning til tilbagemeldinger fra erhvervsskolerne.

Han mener, at mange unge godt kan lide den gammeldags vejledning, som de modtager via roadshowet fremfor at skulle søge oplysninger om transportuddannelserne på nettet.

Også Job i transports hjemmeside er blevet shinet op. Siden er en guldgrube af information om det at blive lærling i transportbranchen. Hjemmesiden er målrettet både de unge og branchen. Fx er der et særligt afsnit, som er specielt til virksomhederne.

Find svar på, hvordan du tiltrækker de nye generationer og finder en lærling, hvordan du skriver et godt stillingsopslag og hvor du kan få råd og vejledning til rekruttering af lærlinge. Alt sammen og meget mere finder du her: jobitransport.dk

Læs det nye DTL Magasin her