DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

DTL: Vejrydningsforsøg kan give plads til flere værktøjer

Vejdirektoratet, Rigspolitiet og Fyns Politi vil nu prøve at hjælpe trafikanterne på Fyn hurtigere frem under en forsøgsordning, fortæller Vejdirektoratet i en pressemeddelelse. DTL – Danske Vognmænd bakker op og ser frem til afprøvningen af flere løsninger.

Arkivfoto: Finn Bjerremand

Fra starten af næste måned iværksætter de to myndigheder et forsøg, hvor de frem mod slutningen af 2019 vil teste effekten af forskellige indsatser og værktøjer, der kan medvirke til en hurtigere oprydning og genetablering af trafikken efter uheld på motorvejen tværs over Fyn, hedder det i pressemeddelelsen.

DTL – Danske Vognmænds direktør Erik Østergaard har stor ros til Vejdirektoratet og ministeren for initiativet. "Jeg ser frem til, at man under forsøgsordningen får set på flere værktøjer – både rekvirering af materiel til oprydning og afprøvning af andet materiel samt effektivisering af kommunikation og kompetencefordeling."

ITS bør være en mulighed
Erik Østergaard tilføjer, at man nok en gang bør se på muligheden for at bruge ITS-tavler på motorvejen før strategiske afkørselssteder, der øjeblikkeligt og på basis af elektronisk kommunikation vil kunne advare om ulykker forude og få omdirigeret trafikken, så de værste propper undgås på selve motorvejen. ”Desværre blev ITS alt for tidligt lagt i mølposen af politikerne. Her kunne der være en mulighed for at se nærmere på landvindingerne.”

Baggrunden for forsøget er blandt andet, at de hjemlige motorveje i disse år oplever en markant trafikvækst. Det sætter motorvejene under pres. Og det skaber trængselssituationer, hvor blot små hændelser kan være nok til at udløse lange trafikkøer. 

Der er også potentielt store samfundsøkonomiske gevinster at hente. Nye beregninger fra Vejdirektoratet viser, at det koster samfundet 700 millioner kroner om året, når trafikanterne sidder i kø på motorvejene efter uheld.