25 ÅRS KAMP FOR VOGNMÆNDENES VE OG VEL

DTLs erhvervspolitiske chef, underdirektør Ove Holm, 52, har 1. april 25 års jubilæum i DTL.

Ove Holm - DTLs erhvervspolitiske chef har 25 års jubilæum 1. april, Foto: Lisbeth Holten

Han har godt nok aldrig fået det store kørekort, men han har styret branchen forbi ubehagelige indgreb og frem til bedre vilkår som højere vægtgrænser og modulvogntog.

Siden han ankom til Vognmændenes Hus har han haft en finger med i spillet i det meste, der har haft med de danske transportvirksomheders rammebetingelser at gøre.

Senest har Ove Holm været en af ”fædrene” bag de kommende adgangskrav til varebilsvognmænd, der kører gods for fremmed regning. Lovkrav der skal højne standarden i varebilsbranchen. Den politiske kamp for at øge lastbilers hastighed til 80 km/t, der ser ud til at blive indført fra næste år, har også Ove Holms markante fingeraftryk.

Nu er han langtfra nogen solorytter. Politiske gevinster kræver et solidt bagland og solide kolleger derhjemme med chefen Erik Østergaard i spidsen klar til at spille ind med hver deres speciale. »I tilfældet med varebilsforholdene var det en vigtig styrke at kunne gå til politikerne med opbakning fra de vognmænd, der er berørt af sagen,« siger Ove Holm.

Ove Holms speciale er tal.

Han steg hurtigt i graderne til cheføkonom. Han blev regnedrengen, der skaffer facts og solide argumenter, når myndigheder og politikere skal overbevises. I 2011 blev han underdirektør og erhvervspolitisk chef. I de ofte hidsige forhandlinger med det politiske system og andre aktører i branchen hedder det, at han har en nærmest unaturlig evne til at holde sig på god fod med stort set alle. Rollen som rottweileren i diskussionerne overlader han til andre. Han er en vellidt og stadig troværdig lobbyist. Eller som SFs formand Pia Olsen Dyhr engang har sagt: »Her kommer min yndlingskapitalist!«

De senere år har EU fået noget af en hovedrolle. Foran ligger indsatsen med at få sat danske og nordiske fingeraftryk på EUs vejpakke fx om cabotagereglerne, udstationeringsdirektivet og hele klimaindsatsen. Så Ove Holm oplever sammen med Erik Østergaard årstidernes skiften i Bruxelles på deres rejser til EU, IRU og NLA.