DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

Personbilerne skaber trængslen

DTL Magasinet: Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at der kører flere lastbiler midt på dagen end i myldretiderne.

Kilde: Vejdirektoratet

Trafikken på de danske veje vokser og vokser. Især på motorvejene. Der er vækst i samfundet, og danskerne køber flere biler.

I sin årlige publikation ”Statsvejnettet 2017” oplyser Vejdirektoratet, at antallet af kørte kilometer på motorvejene steg i 2016 med 4,4 procent. Og i årene 2010-2016 er trafikarbejdet på motorvejsnettet steget med godt 26 procent.

Udviklingen betyder, at motorvejene i Danmark afvikler en stadig større andel af vejtrafikken.

På trods af at motorvejene udgør mindre end to procent af den samlede længde af vejnettet, blev ikke mindre end 33 procent af al vejtrafik afviklet på motorvejene i 2016. For 25 år siden var tallet kun ca. 13 procent.

Lastbilerne bruger især motorvejene

Ikke mindst lastbilerne er meget glade for motorvejene og statsvejnettet i det hele taget. Mens knap halvdelen af den samlede trafik kører på statsvejnettet, gælder det cirka 2/3 af den samlede lastbiltrafik.

Vejdirektoratet forklarer den høje andel med, at statsvejnettet jo omfatter de vigtigste internationale transportkorridorer samt de vigtigste vejforbindelser mellem landsdelene, de større byer og de centrale erhvervsknudepunkter.

Men på trods af det viser Vejdirektoratets tal, at lastbilerne fylder relativt lidt i myldretiderne på motorvejene.

Jævn lastbiltrafik over døgnet

Det skyldes, at lastbilerne har et helt andet kørselsmønster end personbilerne. Lastbilerne kører nemlig jævnt fordelt over hele dagen, mens personbilerne klumper sig sammen i myldretiderne.

Det fremgår af figuren, der viser trafikdata fra Den østjyske Motorvej ved Horsens, som præges af både pendlertrafik og lastbiltrafik. Det er her undersøgt, hvordan trafikken fordeler sig over en gennemsnitshverdag for henholdsvis person- og mindre varebiler (køretøjer under 5,8 m) og større lastbiler (køretøjer over 12,5 m).

Figuren viser meget tydeligt, at spidsbelastningen for personbiltrafikken er morgen og eftermiddag, mens lastbiltrafikken ligger på et mere konstant niveau i dagtimerne. Faktisk ligger lastbiltrafikken lavere i myldretiderne end midt på dagen.

»Når man hører på trængselsdebatten, så er det lidt som at rette smed for bager – altså hvor lastbilerne får skylden, mens det i virkeligheden er personbilerne, der forårsager trængslen og forsinkelserne,« lyder det fra DTLs erhvervspolitiske chef Ove Holm.

»De to grafer på figuren viser, at der kører 100-600 lastbiler pr. time på motorvejen ved Horsens – med cirka 400 lastbiler i myldretiderne. Men der kører faktisk flest lastbiler på strækningen mellem kl. 12 og 15. Samtidig kører der 100-5.000 personbiler pr. time - med de voldsomme ca. 5.000 biler i myldretiderne. Så konklusionen er klar: Det er personbilerne, der klumper sig sammen og forårsager trængsel og kø,« siger Ove Holm.