DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

Kommende vejtransportpakke bliver politisk slalomløb

Den kommende såkaldte vejtransportpakke fra EU er i den grad blevet mødt med forventninger om, at der én gang for alle – og efter utallige hvidbøger og parlamentariske drøftelser – skal gøres op med vejtransportens egnethed i det Indre Marked.

Arkivfoto: VD

Men helt så enkelt er det ikke, mener DTLs adm. direktør Erik Østergaard, der også er formand for den nordiske sammenslutning NLA, der er Nordens vognmandsorganisation i Bruxelles.

”EU står over for en kæmpe opgave, som bliver et politisk slalomløb. Og lad det være sagt lidt trivielt med det samme: Som de økonomiske strukturer er i EU for øjeblikket, hænger der et økonomisk jerntæppe mellem øst og vest. Tanken om et frit fungerende indre marked, hvor al handel og økonomi flyder mellem staterne uden problemer er en drøm. Virkeligheden er, at virksomheder bosat i vest benhårdt udnytter, at man i øst ikke er kommet på fode endnu.  Man udnytter superbillig arbejdskraft og kaster det ind i konkurrencen om de billigste priser for forbrugsgoder i Vesten. Det sætter dansk transporterhverv ud af kraft. EU har så en udfordring i, at få de østlige EU-lande med på mere lige konkurrencevilkår.”

Derfor er den kommende vejtransportpakke også udtryk for en kamp mellem EU’s indre organer – DG MOVE i Kommissionen, der repræsenterer transportelementet og mobiliteten, og DG EMPL i Kommissionen, der repræsenterer beskæftigelsesinteresserne og arbejdsmarkedet.

NLA sætter dagsorden
Erik Østergaard: ”Jeg vil gerne gentage, hvad jeg har sagt før: Det er i denne kamp faktisk bemærkelsesværdigt, hvordan de nordiske vognmandsorganisationer gennem NLA har formået at sætte dagsordenen omkring social dumping, postkassefirmaer, varebiler, cabotage, kombitransport, ansvar i transportkæden osv. Kommissionen har modtaget vores budskaber, og de bliver brugt i de interne overvejelser mellem de mange interesser, der findes i den institution, der er det nærmeste, man kan komme EU’s regering.”

DTL-direktøren advarer mod de store forventninger, som transportorganisationer – og speditørerne – lægger frem om, at vejtransportpakken er alle løsningers moder, når pakken efter planen fremlægges i slutningen af maj.

”Tværtimod vil fremlæggelsen af initiativerne på vejtransportområdet afspejle rigtig mange principielle problemstillinger, som vil blive genstand for helt grundlæggende politiske overvejelser: Vil man have et indre marked, som kører efter laveste fællesnævner, eller vil man inddrage de nødvendige hensyn til fair konkurrence og ordnede forhold på arbejdsmarkedet?”

Erik Østergaard har en forventning om, at den danske regering i sine overvejelser tager udgangspunkt i den deklaration, som transportministeren selv var med til at skrive under på i slutningen af januar i Paris. ”Der var tale om ni lande, der gav hinanden håndslag på, at man også søger ordnede forhold i det indre marked for transport, som er så mobilt og uhåndtérbart i øjeblikket som et stykke vådt håndsæbe. Vi forventer, at regeringen beholder sin troværdighed ved ikke at drive væk fra denne holdning.”