DTL anvender cookies

DTL.eu bruger cookies til at identificere trafikken på sitet. Hvis du har acceptereret cookies, kan du altid slette dem igen ved at klikke på linket nederst på sitet. Læs mere om cookies her.

DTL-næstformanden: DTL Ungdom - en nyskabelse for hele landet

”De unge er derude – de vil gerne være vognmænd – og vi skal sikre, at de bliver DTL-vognmænd!” Sådan sagde DTLs næstformand Ole Bang Jensen i sin beretning på dagens DTL-generalforsamling.

Næsatformand Ole Bang. Foto: Per Daugaard

Ole Bang Jensen hyldede det nye unge-netværk DTL Ungdom, startet af 35 midt- og vestjyske vognmænd. Faktisk er DTL-næstformanden så begejstret, at han overvejede at søge om optagelse. Initiativ bør i alt fald udbredes til resten af landet:

”For det er sådan vi kan sikre erhvervet – på danske hænder – for fremtiden. Og de unge DTL-medlemmer – de får brug for et stærkt DTL, der kan sikre rammebetingelserne for vognmandserhvervet.”

Og timingen er den helt rigtige, mener den sønderjyske næstformand: ”Vi hører, at Trafikstyrelsen har rigtigt travlt med at udstede nye vognmandstilladelser. Og det fortæller jo, at det går lidt bedre i branchen, og at flere tør tro på en fremtid i erhvervet. Og derfor er det da også særlig glædeligt, at vi har fået et DTL-Ungdom op at stå. Det forpligter os andre i hele landet. Vi skal følge op på det gode eksempel i Midt-Nord.”

Næstformanden kunne melde om travlhed på regionskontorerne med at servicere medlemmerne. ”Telefonerne kimer, og vores folk slider hver dag benhårdt for at yde en god service. Og så skal vi glæde os over, at vi får mange nye medlemmer i DTL igen. Vi mister også nogen, javel, men der er også mange, der bliver ældre. Tendensen er stadig færre virksomheder - til gengæld vokser de. Og så det glædelige: at flere unge tør tage springet og påbegynde et liv som vognmand.”

Tak til partnere
Rækken af DTL-samarbejdspartnere fik også næstformandens opmærksomhed: ”DTL skaber hele tiden nye kontakter, som giver nye, gode varer på hylden til medlemmerne. Så også en stor tak til CODAN, Circle K, Applus og SOS Autohjælp. Det var en fornøjelse på transportmessen i Herning, at vi stod sammen.”

Om den nye samarbejdspartner, COMA-system, der holder elektronisk styr på aftaler, kontrakter og meget andet, lød det sådan fra næstformanden: ”Dét kunne jeg da godt ha’ brugt for 25 år siden. Hvor var I dengang? Hvis jeg skulle lægge mine gamle ringbind med kontrakter ud i en lang række, så ville der ligge en stribe papir hjemmefra helt til Christiansborg.”

”Vi har også en KRAK-aftale. Når folk googler for at finde en vognmand, så dukker DTL-vognmændene først op hos KRAK - med logo og det hele.”

Læs hele beretningen her.